
Jul
Guide til bæredygtig jul
Jul rimer på tradition, og det gør den bæredygtige omstilling ikke. For skal vi til at leve mere bæredygtigt (og det skal vi), er vi nødt til at gøre nogle ting anderledes.
Så hvad dælen gør vi i julen, hvor det jo netop er en dyd at gøre, som vi plejer?
Vi guider her til et par snuptagsløsninger, vi selv har gode erfaringer med, og nogle af de lidt sværere “kampe” i denne guide til bæredygtig jul. Det er vældig forsimplet her for at undgå at skrive en halv roman. Men du kan jo høre vores juleafsnit, hvor vi går lidt mere i dybden sammen.
Her får du inspiration til:

Julegaver
Vi starter et relativt nemt sted, selv om julegavediskussionen opstår hvert eneste år (det gør den i hvert fald her i familien): Hvem giver hvem gaver for hvilket beløb?
Vi har haft god succes med, at børnene altid får gaver, og vi voksne beslutter os fra år til år. Gaverne er som regel genbrug (eksempelvis fra Reshopper eller DBA).
Hvis det er noget, der er svært at finde brugt, så er det næstbedste at købe det fra nogle, der producerer bæredygtigt. Det vil sige, at de så vidt muligt har taget hensyn til dyr, natur og mennesker undervejs, når de har lavet dit produkt. Find en hel liste over bæredygtige producenter af alt fra tøj til tandpasta på Fair-stuff.dk.
En tredje og lidt mere alternativ vej at gå er, at ønske sig støttegaver til velgørende formål. Eksempelvis fra Givenged.dk. Gennem årene har vi både fået en skolebæk, regnskov og dansk natur.
Et andet fint eksempel fra en familie, vi kender, er, at hver gæst selv vælger et velgørende formål at donere til. Under julemiddagen deler man så på skift, hvem man har doneret til og hvorfor. Det sætter mange gode snakke i gang!
Juletræ
Juletræ hører sig til, men hvert år kommer historierne frem om, hvor skadeligt juletræsproduktionen egentlig er for både klima, miljø og biodiversitet. Hvis du vil læse mere om, hvorfor juletræsproduktionen ikke er god, så har Dansk Naturfredningsforening lavet en guide, der til gengæld er god.
Hvis du hellere bare vil have vores tips til, hvad du så kan gøre, så er det her: Køb dit juletræ i potte!
Vi har købt ét i år, som du kan se på billedet. Det er fra Juletræ.dk, der virker ret tjekkede og har en bæredygtig profil. Når julen er ovre, henter de træet og genplanter det.
I år har vi dog valgt, at vi vil plante træet i vores have og bruge det igen næste år. På den måde håber vi at få vores helt eget familiejuletræ.
Julekalender
Julekalendersagen er lidt den samme som med gaverne. På den ene side: Har vi (eller vores børn) virkelig brug for flere små dimser, der ikke må koste for meget, fordi der skal være én til hver dag? På den anden side: Julekalenderen er SÅ hyggelig at vågne op til, og det er skønt at få en lille gave hver dag (også, når det ikke er jul).
Igen er genbrug en mulighed, men hjemmelavede ting er også en god idé, hvis du har tid og overskud til det. Det kan være alt fra ting, du ikke selv skal bruge mere til mad, du selv har lavet.
Vores datters julekalender er i øvrigt én, der er gået i arv fra hendes oldemor. Til gengæld er gaverne spritnye og ofte spiselige og anvendelige.
Julemad
Så kommer den svære: Maden! Her er lige så mange fanatikere, som der er traditioner og holdninger, så julemaden piller man ikke ved!!
Men vi bliver nødt til det, for vi skal passe bedre på vores klode og alle dens indbyggere. Og her er den traditionelle mad til stor skade. Klimaet og dyrene lider overlast, og der bliver smidt mad ud i mængder, vi slet ikke tør nævne her. Heldigvis er der mange velsmagende alternativer.
Vi har de seneste par år eksperimenteret lidt og er landet på nogle gode opskrifter. Månebarnet har en oversigt over al den mad, du har brug for juleaften. Den brune sovs laver vi altid efter denne opskrift fra Englerod. Med risalamanden prøver vi os efterhånden frem, men Mia Sommer plejer at være et sikkert hit, når det handler om, at det skal smage, “som det plejer”, og være let at lave.
Hvis du har klikket ind på nogle af opskrifterne ovenfor, vil du opdage én ting: Der er ingen dyr i.
Det er fordi, plantebaseret mad (“vegansk”) er den fjerde mest effektive måde at bremse klimaforandringerne på. Mindre madspil er i øvrigt nummer tre på listen!
Det er derfor, vi selv lever af planter. Og med tiden har vi opdaget, at det slet ikke er slemt. Tværtimod styrker det ofte din egen sundhed. Og ud over, at det er godt for klima, miljø og dyr, så er det altså også rart ikke at være fuldstændig proppet og kvalm, når julemiddagen er overstået … synes vi.
Hvem holder du jul med hvornår?
Okay, så fik vi overstået det svære kapitel om maden. Men hvorfor er det så svært? Jo, for du spiser sjældent julemaden alene. Og det går ikke, at du serverer nøddepostej og urtesovs, hvis onkel Ole forventer and og brune kartofler, og tante Tit har gået hele året og glædet sig til flæskesteg med en sovs, der er til at skære i.
Så: Hvem, du holder jul med, har stor betydning for, hvor bæredygtig julen bliver, og hvor god stemningen bliver.
Vi har efterhånden prøvet de fleste varianter fra den traditionelle julemiddag til én jul, der var 100 procent plantebaseret. Selv om alle virkede glade for både selskabet og maden den jul, ender vi som oftest med en både-og-løsning, hvor de kødspisende har kød med, og hvor vi har planter med.
De brunede kartofler, rødkålen og alt tilbehøret, er der som regel ikke de store kampe om, så allerede her er det nemt at gøre det plantebaseret. Men der er mange holdninger til, om julen nu også kan blive jul uden and eller brun sovs med kofløde frem for havrefløde.
Og her vil vi slutte af med påmindelsen om, at julen jo mest af alt handler om at tilbringe hyggelige stunder med folk, du holder af.
Derfor har vi valgt ikke at lægge os fast på, at vi altid holder lillejuleaften med x og juleaften med y. Der er masser af venner og familie, vi gerne vil se, men om det lige bliver den 23. eller 24. (eller en anden decemberdag), kan vi ofte komme omkring uden det helt store drama. Så længe vi husker hinanden på, at vi netop ses, fordi vi har lyst til at være sammen, og ikke fordi det står i kalenderen.
Den del handler om den indre bæredygtighed. Om ro, nærvær og fokus på relationerne. Julefilm og julefortællingerne handler altid om, at penge ikke er alt, og at julen er hjerternes fest. Og der er faktisk noget om det! Forskning viser, at den bedste kilde til et lykkeligt liv er gode relationer.
Derfor kommer her en kærlig opfordring til ikke at lade julen gå op i juleræs, alenlange indkøbslister, gaveudveksling, “plejer”, forventninger og “bør”. Det er lettere sagt end gjort. Det ved vi.
Men lige netop i år er der mulighed for at kaste alle traditioner og “plejer” overbord og vurdere, hvad det egentlig er, du har lyst til at tage med dig til de næste år.
Rigtig glædelig jul!